Dato: 31. maj 2017

Temamøde på ViSP – “Dem vi var” – med fokus på erhvervet hjerneskade – at være ramt og pårørende
1. marts 2017 kl. 13:30 – 1. marts 2017 kl. 17:00

Kom til temamøde på ViSP – med udgangspunkt i filmen ”Dem vi var”
– om livet i en børnefamilie efter far har fået en svær hjerneskade efter en blodprop hjernen

På temamødet kan du møde Mette Line og Kristian fra filmen “Dem vi var”.

Vi viser filmen og efterfølgende vil hovedpersonerne Mette Line og Kristian holde et oplæg om deres liv efter hjerneskaden.

Herefter præsenterer ViSP to workshops, som handler om undervisning af og samarbejdet med de pårørende til borgere med erhvervet hjerneskade.

Workshop 1 er målrettet borgere og pårørende:
ViSP indleder med at fortælle om tilbud til pårørende til borgere, der modtager tilbud om undervisning ved ViSP. Med baggrund i oplægget samt filmen er der efterfølgende mulighed for at dele erfaringer.

Workshop 2 er målrettet samarbejdspartnere – sagsbehandlere, visitatorer, jobkonsulenter, hjerneskadekoordinatorer mv.:
ViSP indleder med at fortælle om tilbud til pårørende varetaget af ViSP samt om de tværfaglige samarbejder mellem ViSP og de kommunale tilbud. Der vil efterfølgende være mulighed for at drøfte tilbuddene og perspektiver.
Program for temamødet:

Kl.13.30 -14.45: Fremvisning af filmen ”Dem vi var”

I dokumentaren ‘Dem vi var’ møder vi Kristian og Mette Line, som været sammen i 12 år.
Sammen har de børnene Celeste og Cyron. For to år siden købte de drømmehuset i Kgs. Lyngby. Her skulle de udleve deres mange drømme og forestillinger om livet. Men en dag falder den 39-årige Kristian pludseligt om med en fatal blodprop, som ødelægger en tredjedel af hans hjerne. Skaden er uoprettelig og livet, som de kendte det, er for evigt ovre.
Kristian kæmper med intens genoptræning, så han igen kan bo hjemme. Mette Line støtter ham, bygger huset om, så Kristian kan komme hjem, tager sig af børnene og sit arbejde. Samtidig kæmper hun med at genkende den mand, hun giftede sig med, for hjerneskaden har ændret Kristian. Og hvem er “vi”, når den ene pludselig er væk?
‘Dem vi var’ følger den unge familie i det skæbnesvangre første år efter ulykken, og er et portræt af kærligheden, når katastrofen indtræffer. Filmen er instrueret af Sine Skibsholt, der debuterer med sin første dokumentar af spillefilmslængde.
Kl.15.00-16.00: Oplæg ved Mette Line og Kristian

Kl.16.15-17.00: Workshops om tilbud til pårørende
Praktisk – Der er plads til 80 deltagere, og pladserne bliver givet efter først-til-mølle-princippet.

Tilmelding kan ske ved henvendelse til ViSP på telefon 55 88 69 00 – husk at gøre opmærksom på, hvilke dele af programmet du deltager i.